Mit første møde med Afrika

Nu er de første 3 uger næsten gået i det Østafrikanske land, Tanzania.

Jeg er kommet godt herned og turen forløb planmæssigt og uden forsinkelser. Jeg fløj fra Kastrup d. 16. februar kl. 12.30 og mellemlandede i Istanbul, hvor jeg havde et par timer, inden det gik videre med den næste flyver mod Dar Es Salaam. Flyveturen fra Istanbul til Dar Es Salaam tog omkring 7 t. og 30 min., så jeg landede i Dar ved 03.30-tiden. Opgaven hed nu at finde check-in og komme ud til gaten, så jeg kunne komme til Mbeya. Det var meget nemt, for der er ikke så mange gates at vælge mellem i den lille lufthavn. I indenrigsterminalen var der en lille café, så der fik jeg ”morgenmad” – en croissant og en flaske kold vand. Det var det, de havde, der mindede mest om morgenmad.

At stige ind i en flyver, hvor man kan se den kolde air-condition luft strømme op langs væggene, har jeg alligevel aldrig prøvet før.

Lufthavnen i Mbeya er lille, så lille, at ankomsthallen og baggageudlevering er i samme rum. Ingen baggagebånd, bare et gulv, hvor taskerne bliver sat.

Busstationen i Mbeya.

Det jeg nu var mest spændt på, var turen i bus fra Mbeya til Sumbawanga. Nu var jeg i Mbeya og skulle finde den bus, der gik mod S-wanga. Lynhurtigt fik en taxachauffør tilbudt mig en taxa mod Mbeya centrum. Jeg fortalte ham,  at jeg skulle hæve penge, så jeg kunne betale ham for taxaen og for min billet til bussen. Med den smule engelsk han kunne, forstod han godt mit budskab. Jeg blev kørt til en ATM, men den virkede ikke pga. netværksfejl. Videre til næste ATM. Igen netværksproblemer. Sådan prøvede vi fire eller fem forskellige automater inden det endelig lykkedes at få hævet de 400.000 Tshs(ca. 1500 DKK). Jeg bad ham køre mig til busstationen, så jeg kunne komme med en bus og jeg spurgte, hvor tit de gik, og han svarede, at de gik hver time. Jeg var nu alligevel lidt skeptisk, men måske havde han ret. Jeg kom til busstationen og ud af ingenting vrimlede det pludselig med folk, der ville sælge busbilletter. 

Han kunne nu fortælle mig, at der ikke gik busser til S-wanga før kl. 17 samme dag(kl. var på det tidspunkt 9.30). Der blev jeg lidt sur og fortalte ham, at jeg skulle med den bus før end kl. 17.

Sumry, et busselskab, jeg vidste, der kører ture til S-wanga, havde et kontor på busstationen, så jeg valgte at gå der ind og efterlade taxachaufføren, der i øvrigt ville have 60.000 Thsh.(omkring 220 kr.) for den time, vi havde kørt rundt.

Manden jeg mødte på billetkontoret var venlig og hjalp mig hurtig med at komme på en tidligere bus, der gik allerede kl. 11 – se det kunne jeg arbejde med!

Bussen, jeg kørte med. Ikke meget militær over det.

... og indvendigt.

Nu stod den på 7 timers bustur mod S-wanga i en lejet militærbus, men jeg var på vej og jeg vidste, at der var folk til at tage i mod mig i S-wanga.

En af de ting, der slog mig mest ved busturen, var alle de små børn på to, tre, fire år, der bare gik langs den store vej, hvor biler og busser kommer med 100-130 km/t. En anden ting, der også slog mig var, hvor meget affald, der lå rundt omkring i de byer, vi kom igennem. I bedste Roskilde Festival stil bliver affald bare smidt, der hvor man nu lige går. 

Derudover er landskabet utroligt smukt, når man kommer kørende og de små lerhytter med strå på taget, kan man da ikke andet end at smile af!

Nu vel ankommet til S-wanga, hvor jeg fik ringet til Daniel, der er missionær i S-wanga, der lidt efter kom og hentede mig. Nu var jeg ankommet til første stop og var i gode hænder.

Der var kaos hjemme hos Sandra og Daniel! Mads, en af de andre volontører, havde fået en forbrænding på sin læg, der muligvis var gået infektion i. Tilfældigvis var der en læge på besøg hos Sandra og Daniel, der vurderede, at han skulle sendes til Dar Es Salaam på det internationale hospital. Endnu et problem! Mads’ forsikring var udløbet, så der blev arbejdet på højtryk for at få løst problemet og det blev da også løst og han kom til Dar Es Salaam og blev behandlet og er nu tilbage igen.

Dagene i S-wanga gik med at Damaris, også en volontør, viste mig rundt i byen. Viste mig markedet, der vrimler med alle mulige forskellige dimser, dingenoter, tøj, stof, sko, kød, grøntsager… Ja, jeg kunne blive ved. Der var en bod til alt. 

Hun tog mig også med til Peters House, børnehjemmet BDM også har, og jeg var med til lære børnene engelsk. Børnene er så glade og de ejer nærmest intet.

Børnehjemmet Peter's House. 

Et af værelserne på Peter's House.

Andre dage gik med at få styr på min opholdstilladelse og at det er okay, jeg arbejder som frivillig i Tanzania. Det er der i øvrigt stadig bøvl med, så jeg har ikke endeligt fået min opholds- og arbejdstilladelse.

Dagene gik og lørdag var så dagen, hvor jeg skulle med Jonas, der er missionær i Kipili sammen med sin kone Eva, til Kipili. Der blev handlet det sidste ind(mest dagligvarer) og så gik turen mod Tanganyika søen og Kipili. En tur på ca. tre timer. De første 45. min på asfaltvej og resten af tiden på hullede grusveje.

PHC's bil, der fragtede os til Kipili.

Et stemningsbillede fra turen af naturen.

Undervejs stødte vi på et uheld, hvor fem unge mænd, var kørt galt. Heldigvis var der ikke nogen, der var kommet alvorligt til skade. Den ene af dem havde godt nok en ordentlig hudafskrabning på siden af hovedet, hvor der nu ikke længere var noget hår tilbage, kun et stort rødt sår. De blev kørt til en lokal klinik for at få behandling.

Det var bælgmørkt, da vi nåede Kipili. En landsby, hvor der kun er lys fra solen om dagen og enkelte steder fra lamper, der er blevet ladet op af solenergi om aftenen og natten. Endelig havde jeg nået min endestation, hvor jeg skulle tilbringe de næste ca. fire måneder. Aftensmaden bestod af hjemmebagte boller, lidt frugt og en bruschetta. Efter en lang køretur, var vi alle trætte og gik i seng. Lydene var helt anderledes her i landsbyen end i S-wanga. Man var pludselig kommet på landet, hvor der ikke kørte biler og motorcykler. Nej, nu kunne man høre græshopperne og cikaderne synge om kap.

Søndag blev brugt på gudstjeneste i den lokale kirke, hvor jeg i øvrigt skulle præsentere mig selv, på swahili, en rundvisning i landsbyen af Damaris og et besøg hos min swahili-lærer, Calisto.

Kipili er en lille landsby med omkring 2000 indbyggere, der ligger helt ned til Tanganyika søen, der er verdens dybeste – og Afrikas største ferksvandssø. Søen indeholder 18% af jorden ferskvandsbeholdning!

Nogle af husene i landsbyen, Kipili.

Noget af landsbyen med kirken i baggrunden.

Så begyndte hverdagen og jeg blev vist rundt på kontoret og fik forklaret lidt om, hvordan dagens gang er med arbejdet på PHC(Primary Health Care).

I den forgangene uge har der primært været arbejde at lave på kontoret, og jeg arbejder lige nu på at gøre en opgave færdig, der skal give overblik over, hvad der er af materialer på projektet. Altså en liste, hvor der står, hvor meget der er af hver ting. Primært ting, der bliver brugt til turene rundt til landsbyerne.

Teamet, der arbejder på projektet. Gæt hvem der er Eva og Jonas...

Så er jeg også startet på at lære swahili. Det er en oplevelse både at snakke det, men også at lære det. Jeg har en god lærer, der hedder Calisto, og han roser mig, fordi jeg er god og hurtig til at forstå tingene(jeg følte lige for at rose mig selv!). Nu er udfordringen så at begynde at forstå, hvad de lokale siger til en og svare den tilbage på swahili. Det skal nok lykkes på et tidspunkt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op på sproget.

Jeg har lige skulle bruge et par dage på at falde på plads i byen, men også på værelset og hos Eva og Jonas og deres to børn Anton på 4 og Olivia på 2. Nu er jeg ved at have fundet på plads og glæder mig til at opleve endnu mere end jeg allerede har gjort.

Udsigten fra min terrasse med søen i baggrunden.

En helt anden ting er vejret! Her er omkring 25°C og solskin hver dag. Dog har vi haft nogle nætter med rigtig meget regn(i hvert fald sammenlignet med regn i Danmark). Man skal også huske at smøre sig med solcreme på lårene, hvis man skal ud at fiske på søen en lørdag formiddag. Så lige nu render jeg rundt med to lår, der er godt forbrændte og ømme, men så er det godt, der er koldt vand at bruse sig i! Ja mor, jeg skal nok huske mere solcreme næste gang…

Det var en lille(stor) status på mit ophold i Tanzania ind til videre. Jeg tænker også, at det må være nok for denne omgang og at du ikke er blevet skræmt helt væk!

Jeg vender tilbage, når der er endnu mere at berette om og endnu flere billeder.
(Hvis man klikker på billederne, kan man gøre dem større!)

Pas på jer selv der ude til vi høres ved igen!