At udforske Afrika

Det er efterhånden ved at være længe siden, jeg har opdateret min blog, så her kommer en status på, hvordan livet i Afrika er, samt lidt billeder til øjnene.

Nu har jeg efterhånden været i Tanzania i næsten 11 uger, og hvor er tiden dog fløjet af sted. Det varer jo ikke længe, før jeg stikker næsen hjemad igen. Men inden turen går hjem igen, er der stadig en hel masse ting, der skal opleves og prøves af.

Jeg har oplevet så mange ting, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle skrive om, så derfor har jeg kigget alle mine billeder igennem og vil fortælle lidt ud fra dem…

Ja, hvor skal jeg næsten starte?

I starten af marts måned, fik vi besøg fra Danmark. Det var Jens Peter(generalsekretær i BDM), hans svigersøn, Martin, der er fotograf og Peter Nord fra IM.

De var her for at skyde noget film om projektet(PHC) og om, hvilket kæmpe stykke arbejde, der bliver lavet af BDM generelt. Det hele skal koges sammen til en 30-minutters udsendelse, der på et tidspunkt bliver sendt på TV-Syd. Jeg tror, Martin endte med at have omkring 24 timers optagelser, der nu skal kigges igennem og klippes sammen. Forhåbentlig kan de se et godt potentiale i det, så de vælger at sige: ”ja tak, vi vil gerne have to afsnit á 30 min”, men ingen ved noget endnu.

De tre herrer nåede både et besøg på Peters House(børnehjemmet i S-wanga), at være på tur i de små landsbyer langs kysten, bade midt på Tanganyika søen og et smut til Congo. Alt det på 10 dage!

Tak fordi I kom forbi – det var en fornøjelse at have jer på besøg!

Det er ikke hver dag man lige tanker 137 liter benzin!

Der optages på livet løs til programmet...

Her er det Martin & Eva i en af landsbyerne, vi besøgte.

Disciplin og morgensang, i form af nationalsang, skal der til.
Måske den danske folkeskole kunne lære lidt her...

Efter et vel overstået besøg fra DK, meldte hverdagen sig igen.  Og dog.

Ikke længe efter, at de var taget hjem til Danmark igen, var udsigten til min første tur med PHC rundt til landsbyerne. Turen gik nordpå til de landsbyer, der ligger langs kysten. En tre-dags tur med besøg og møder i seks landsbyer – altså to møder om dagen. Møderne omhandlede noget vi kalder Village Leader Training. Som det ligger i ordet, er det altså oplæring og oplysning af de nyvalgte landsbyledelser(der var valg i november 2014). Det er meget nemmere at samarbejde med landbyerne, når landsbylederen, og ledelsen, er med på ideen og formålet med vores arbejde i sundshedsprojektet. Det er sjældent, vi møder landsbyledelser, der ikke vil samarbejde, men det sker ind i mellem. Ellers er det stor gæstfrihed og imødekommenhed, vi møder, når vi kommer rundt i landsbyerne.

Sådan et møde tog typisk omkring to timer – og det er ret længe, når det hele foregår på swahili, men så kunne jeg da tage et par billeder i mens. Nætterne blev tilbragt i telt på stranden og transporten til landsbyerne med båd.

Kanoni tager lige ankeret ombord, så vi kan komme videre på turen.

Et typisk "mødelokale" i landsbyerne. I det her tilfælde en kirke.

Meget af det tiden gik med på vores tur: at vente i skyggen under et træ. 

Et lille stemningsbillede fra en aften jeg kom ind på værelset og fandt sådan en krabat på mit myggenet. Ikke just min fortrukne sovemakker, så så macho som jeg er, så slog jeg dyret ihjel og har dermed nedlagt mit første trofæ i Afrika! Mordvåbnet var en sandal…

Her er så trofæet! Den skulle efter sigende være giftig.

Jeg har lyst til at fortælle en historie om en stressfuld lørdag morgen inden palmesøndag. Mads, Damaris og mig havde planlagt en tur til Kigoma i påskeferien. I Kigoma skulle vi besøge en farm, der på sigt skal blive til en landsbrugsskole for de lokale. Vi skulle samtidig holde lidt ferie på Jakobsen Beach, der er en lodge.

Måden hvorpå vi ville komme til Kigoma fra Kipili, var at tage med Liemba.

  Liemba er verdens ældste rutesejlende færge, der sejler fra Zambia i syd til Kigoma i nord og tilbage igen. Færgen er tyskbygget i 1915, så 100 år i år, sejlet til Dar Es Salaam i kasser, kørt med tog til et stykke uden for Kigoma og fragtet 50 km., i kasser, af mænd til fod til Kigoma, hvor den blev samlet, så den kunne sejle på Tanganyika søen. Liemba er renoveret i 1993 af DANIDA.  Færgen har været sunket en gang, men er blevet bjærget igen og har optaget sin sejlads. Det er en vildt spændende historie, og jeg kan kun anbefale, at google den og læse mere om den.

  

Nå, vi springer til fredag aften, som vi tager af sted lørdag morgen. Vi havde aftalt at pakke lørdag morgen/formiddag, og holde et lille møde, så vi kunne få styr på, hvad der skulle pakkes.  Normalt kommer hun(Liemba), lørdag eftermiddag/aften eller meget tidligt søndag.

Lørdag morgen kl. 07.58, mens jeg ligger og sover sødt i min seng, ringer min mobil. Det var Damaris. Hun snakkede meget hurtigt og lød stresset. Jeg forstod ikke, hvad hun sagde i første omgang, men anden gang lød det som om hun sagde, at Liemba er her. Det kunne jeg ikke få til at passe – den skulle jo først komme senere! Hun sagde det igen. Og så kom hornet fra Liemba, og jeg fattede, hvad det handlede om!

Ud af sengen med mig. Hvor skulle jeg starte? Hvad skulle jeg have med? Hvor længe skulle vi egentlig være af sted? Ned til Jonas og Eva for at låne en lille kuffert. Tilbage på værelset for at pakke. Gribe de ting, der måske blev brug for. Alt blev kastet ned i kufferten. Måske var alt pakket nu. Kufferten var i hvert fald lukket nu. Der var ikke tid til at tænke mere. Et farvel råb, var den afsked der blev. Af sted med os til en båd, der kunne sejle os ud til Liemba. Hun var der endnu. Når vi det? Har alle pas med? Hvad med penge?
Kl. 08.15 hoppede vi ombord på Liemba og fik købt billet til 1. Klasses kahytterne.

Pyh, vi nåede det! Nu var vi på vej. 36 timers sejlads ventede forude, men det er jo intet problem for Haddock her!

Den gamle dame, der fyldte 100 i år: Liemba.

Broen på Liemba fik vi også lov til at se...

... ja, vi fik endda lov til at styre skyden!
Intet problem for Haddock.

Kranen i aktion, når der skulle lastes.

Vel ankommet til Kigoma. Nu: ventetid på dem, der skulle hente os

Det blev til nogle rigtig gode dage i Kigoma, både i byen, men også på farmen hos nogle af Mads’ venner samt en nat på Hilltop Hotel Kigoma og et par nætter på Jakobsen Beach.

Inden turen gik hjem ad, havde vi dog en ting, der skulle klares. Vi skulle have lidt kaffe fra Burundi med hjem. Der blev lavet bestillinger fra Kipili og S-wanga og vi endte med at skulle købe 20 kg. kaffe! Det kostede os 110000 tsh.

  Turen fra Kigoma og hjem til S-wanga var forfærdelig. 14,5 timers bustur på grusveje med huller. Flere gange nåede jeg at frygte for mit liv pga. vippeture fra side til side. Meget spændende! Det blev til en overnatning i Mpanda, inden turen gik igennem Katawi, der er safaripark,  videre til S-wanga, for at holde påskedagene på Peters House.

  Vi introducerede børnene på Peters House til den vestlige tradition med påskeharen og at finde det gemte slik. Vi havde gemt 100 slikkepinde, og børnene elskede det. Måske en ny tradition til Peters House? En god og anderledes påske!

Der høstes majs i Kigoma på en Dronningborg maskine.

På farmen havde de også bananpalmer.

En del tid for Damaris på Hilltop Hotel, gik med at snakke med zebraer.

Tilføj billedtekst

Det ene af værelserne på hotellet - gode senge samt en Koran på skrivebordet til at tage med hjem. 

Markedet i Kigoma - her købte vi 20 kg. kaffe.

Hvad skal man med risposer på et kilo i DK, når man kan få en hel sæk i menneskestørrelse?

Lidt tid til afslapning på Jakobsen Beach blev det også til

En uforudset pause på 50 min. pga. en lastbil, der var gået i stykker.
Her prøver vores bus at "overhale" uden det store held - den sidder fast på billedet... 

Et billede siger mere end 1000 ord - en reaktion på den uforudsete pause

Der ledes efter slik - og jubles, fordi man har fundet sit!

En glad knægt på Peters House efter at have fundet sine to slikkepinde. 

Efter at være kommet tilbage til Kipili oven på en fantastisk tur, fik jeg lov til at sove to nætter i min egen seng, inden jeg skulle på tur igen.

  Nu stod den på Cinema-tur med projektet rundt til landsbyerne syd for Kipili. Cinema programmet er et tredelt program fordelt på en hel dag.

Kl. 08.30: møde på den lokale Primary School, med fokus på Afya(sundhed) Clubs. Dvs. opfølgninger på, hvordan det går med f.eks. rengøring af skolen,  toiletter, fingervask efter toiletbesøg osv.

Næste punkt på programmet, er kl. 12, hvor der er møde med Village Health Committee(VHC) om, hvordan det generelt går med sundhedsfaciliteterne i landsbyen, og om de gør det, de får besked på. Bliver der nu bygget af de materialer, vi sender til dem osv.

Sidste punkt på dagsprogrammet, er kl. 18, hvor vi stiller vores cinema klar på stranden, inden det skydes i gang kl. 19.30 med musik og video på storskærm. Og kl. 20 med den egentlige ”undervisning”. Det er udelukkende undervisningsfilm omhandlende rent miljø, rent drikkevand, hvad skal du gøre, hvis du har fået malaria etc… Børnene er tryllebundet i den tid, der bliver vist film og bliver nærmest kede af det, når der ikke er mere film.
Det lyder måske meget mærkeligt, at vi skal rundt at oplyse folk om den slags, men det er simpelthen fordi, de ikke ved det. Hvordan mon danskerne ville reagere, hvis nogen skulle til at lære os nye tiltag i hverdagen?

Det er vildt spændende at få lov til at opleve og være en del af. Gid alle kunne få lov til at opleve det samme som jeg får lov til i de her måneder!

 

 Når man kommer rundt i landsbyerne, skal vi jo også have lidt at spise et par gange om dagen. Morgenmaden er typisk en kop te med en del sukker samt et par chapati, der er en form for pandebrød. Frokosten er enten ugali(tyk majsgrød man spiser med fingrene), bønner og fisk, eller ris i stedet for ugali. Til aftensmad får vi typisk det samme. Men hvis vi har fået ris til frokost, er der ugali til aften og omvendt. Det vil også sige, at jeg er blevet forholdsvis god til at spise med fingrene. Selv ris, når der ingen ske er. Ja det kræver lidt øvelse, men det kan godt lade sig gøre.

Efter at have været med på den tur i 10 dage, vendte jeg snuden mod Kipili igen. Jeg tog en offentlig båd tilbage og sejlede med den i 8 timer. En spændende tur for en hvid mand som mig. Jeg glemte igen solcremen(ja, jeg ved det…), så hele mit ansigt havde en rigtig flot rød farve, der efter et par dage begyndte at skalle – stakkels næse. Forhåbentlig har jeg lært det nu!

Tur-teamet - fra venstre: Asha, James(driver) og Kanoni

Sådan kunne en morgenmadsrestaurant se ud.
Køkkenet valgte jeg ikke at tage billeder af!

Vores beskedne værelser på en af strandene.

Hvad skal jeg sige? 

Skal vi lege "find Mathias"?
Opsætning af vores cinema på stranden i Msamba. Og ja, der er altid så mange børn, der kigger på.

En flok fordybede børn, der ser film om malaria.

At tage bad med den her udsigt, kan man da kun synes om.
Bruser, tænker du? Næh nej. I Afrika får man en spand med vand og så må du bruge hænderne.

Den offentlige båd, jeg sejlede med hjem fra Luapata.
Det var spændende... eller efter otte timer er det ikke så spændende mere!

Tak for otte fine og solbrændende timer!

For at det ikke skal være løgn, så har jeg lært at lave ugali. Eller jeg har i hvert fald set en gøre det og fået at vide, hvad man skal gøre for at lave det. Min plan er at lave en lille kogebog med opskrifter her fra, så det kan afprøves der hjemme, så man kan få en bid af Afrika, som man siger…

Et komfur, hvor man fyrer med en form for trækul.
Her er der gjort klar til at der kan laves ugali. 

I bund og grund går det egentlig meget godt her i Afrika. Jeg oplever en masse ting og bliver klog på en hel del ting, jeg aldrig troede, jeg skulle få et indblik i. Der er i hvert fald en masse at fortælle, når jeg kommer hjem.

Planerne for den nærmeste fremtid er næsten planlagt. I starten af maj, hedder det cinema program i landsbyerne nord for Kipili og i midten af maj, kan jeg se frem til en tur til Congo, hvor vi også skal have vores cinema op at køre.

Så er det også planen, at den står på safari i starten af juni. Der er nok at se til, opleve og fortælle om.

Nu er det vist på tide at holde inde med skriveriet, selv om det er svært, når der er så mange oplevelser at dele. Jeg håber, det har givet et lidt større indblik i, hvad det egentlig er, jeg går og laver hernede.

Pas på jer selv til vi ses igen!

Et lille stemningsbillede fra Lake Shore Lodge, hvor der bliver brugt lidt tid ind i mellem!

Mit første møde med Afrika

Nu er de første 3 uger næsten gået i det Østafrikanske land, Tanzania.

Jeg er kommet godt herned og turen forløb planmæssigt og uden forsinkelser. Jeg fløj fra Kastrup d. 16. februar kl. 12.30 og mellemlandede i Istanbul, hvor jeg havde et par timer, inden det gik videre med den næste flyver mod Dar Es Salaam. Flyveturen fra Istanbul til Dar Es Salaam tog omkring 7 t. og 30 min., så jeg landede i Dar ved 03.30-tiden. Opgaven hed nu at finde check-in og komme ud til gaten, så jeg kunne komme til Mbeya. Det var meget nemt, for der er ikke så mange gates at vælge mellem i den lille lufthavn. I indenrigsterminalen var der en lille café, så der fik jeg ”morgenmad” – en croissant og en flaske kold vand. Det var det, de havde, der mindede mest om morgenmad.

At stige ind i en flyver, hvor man kan se den kolde air-condition luft strømme op langs væggene, har jeg alligevel aldrig prøvet før.

Lufthavnen i Mbeya er lille, så lille, at ankomsthallen og baggageudlevering er i samme rum. Ingen baggagebånd, bare et gulv, hvor taskerne bliver sat.

Busstationen i Mbeya.

Det jeg nu var mest spændt på, var turen i bus fra Mbeya til Sumbawanga. Nu var jeg i Mbeya og skulle finde den bus, der gik mod S-wanga. Lynhurtigt fik en taxachauffør tilbudt mig en taxa mod Mbeya centrum. Jeg fortalte ham,  at jeg skulle hæve penge, så jeg kunne betale ham for taxaen og for min billet til bussen. Med den smule engelsk han kunne, forstod han godt mit budskab. Jeg blev kørt til en ATM, men den virkede ikke pga. netværksfejl. Videre til næste ATM. Igen netværksproblemer. Sådan prøvede vi fire eller fem forskellige automater inden det endelig lykkedes at få hævet de 400.000 Tshs(ca. 1500 DKK). Jeg bad ham køre mig til busstationen, så jeg kunne komme med en bus og jeg spurgte, hvor tit de gik, og han svarede, at de gik hver time. Jeg var nu alligevel lidt skeptisk, men måske havde han ret. Jeg kom til busstationen og ud af ingenting vrimlede det pludselig med folk, der ville sælge busbilletter. 

Han kunne nu fortælle mig, at der ikke gik busser til S-wanga før kl. 17 samme dag(kl. var på det tidspunkt 9.30). Der blev jeg lidt sur og fortalte ham, at jeg skulle med den bus før end kl. 17.

Sumry, et busselskab, jeg vidste, der kører ture til S-wanga, havde et kontor på busstationen, så jeg valgte at gå der ind og efterlade taxachaufføren, der i øvrigt ville have 60.000 Thsh.(omkring 220 kr.) for den time, vi havde kørt rundt.

Manden jeg mødte på billetkontoret var venlig og hjalp mig hurtig med at komme på en tidligere bus, der gik allerede kl. 11 – se det kunne jeg arbejde med!

Bussen, jeg kørte med. Ikke meget militær over det.

... og indvendigt.

Nu stod den på 7 timers bustur mod S-wanga i en lejet militærbus, men jeg var på vej og jeg vidste, at der var folk til at tage i mod mig i S-wanga.

En af de ting, der slog mig mest ved busturen, var alle de små børn på to, tre, fire år, der bare gik langs den store vej, hvor biler og busser kommer med 100-130 km/t. En anden ting, der også slog mig var, hvor meget affald, der lå rundt omkring i de byer, vi kom igennem. I bedste Roskilde Festival stil bliver affald bare smidt, der hvor man nu lige går. 

Derudover er landskabet utroligt smukt, når man kommer kørende og de små lerhytter med strå på taget, kan man da ikke andet end at smile af!

Nu vel ankommet til S-wanga, hvor jeg fik ringet til Daniel, der er missionær i S-wanga, der lidt efter kom og hentede mig. Nu var jeg ankommet til første stop og var i gode hænder.

Der var kaos hjemme hos Sandra og Daniel! Mads, en af de andre volontører, havde fået en forbrænding på sin læg, der muligvis var gået infektion i. Tilfældigvis var der en læge på besøg hos Sandra og Daniel, der vurderede, at han skulle sendes til Dar Es Salaam på det internationale hospital. Endnu et problem! Mads’ forsikring var udløbet, så der blev arbejdet på højtryk for at få løst problemet og det blev da også løst og han kom til Dar Es Salaam og blev behandlet og er nu tilbage igen.

Dagene i S-wanga gik med at Damaris, også en volontør, viste mig rundt i byen. Viste mig markedet, der vrimler med alle mulige forskellige dimser, dingenoter, tøj, stof, sko, kød, grøntsager… Ja, jeg kunne blive ved. Der var en bod til alt. 

Hun tog mig også med til Peters House, børnehjemmet BDM også har, og jeg var med til lære børnene engelsk. Børnene er så glade og de ejer nærmest intet.

Børnehjemmet Peter's House. 

Et af værelserne på Peter's House.

Andre dage gik med at få styr på min opholdstilladelse og at det er okay, jeg arbejder som frivillig i Tanzania. Det er der i øvrigt stadig bøvl med, så jeg har ikke endeligt fået min opholds- og arbejdstilladelse.

Dagene gik og lørdag var så dagen, hvor jeg skulle med Jonas, der er missionær i Kipili sammen med sin kone Eva, til Kipili. Der blev handlet det sidste ind(mest dagligvarer) og så gik turen mod Tanganyika søen og Kipili. En tur på ca. tre timer. De første 45. min på asfaltvej og resten af tiden på hullede grusveje.

PHC's bil, der fragtede os til Kipili.

Et stemningsbillede fra turen af naturen.

Undervejs stødte vi på et uheld, hvor fem unge mænd, var kørt galt. Heldigvis var der ikke nogen, der var kommet alvorligt til skade. Den ene af dem havde godt nok en ordentlig hudafskrabning på siden af hovedet, hvor der nu ikke længere var noget hår tilbage, kun et stort rødt sår. De blev kørt til en lokal klinik for at få behandling.

Det var bælgmørkt, da vi nåede Kipili. En landsby, hvor der kun er lys fra solen om dagen og enkelte steder fra lamper, der er blevet ladet op af solenergi om aftenen og natten. Endelig havde jeg nået min endestation, hvor jeg skulle tilbringe de næste ca. fire måneder. Aftensmaden bestod af hjemmebagte boller, lidt frugt og en bruschetta. Efter en lang køretur, var vi alle trætte og gik i seng. Lydene var helt anderledes her i landsbyen end i S-wanga. Man var pludselig kommet på landet, hvor der ikke kørte biler og motorcykler. Nej, nu kunne man høre græshopperne og cikaderne synge om kap.

Søndag blev brugt på gudstjeneste i den lokale kirke, hvor jeg i øvrigt skulle præsentere mig selv, på swahili, en rundvisning i landsbyen af Damaris og et besøg hos min swahili-lærer, Calisto.

Kipili er en lille landsby med omkring 2000 indbyggere, der ligger helt ned til Tanganyika søen, der er verdens dybeste – og Afrikas største ferksvandssø. Søen indeholder 18% af jorden ferskvandsbeholdning!

Nogle af husene i landsbyen, Kipili.

Noget af landsbyen med kirken i baggrunden.

Så begyndte hverdagen og jeg blev vist rundt på kontoret og fik forklaret lidt om, hvordan dagens gang er med arbejdet på PHC(Primary Health Care).

I den forgangene uge har der primært været arbejde at lave på kontoret, og jeg arbejder lige nu på at gøre en opgave færdig, der skal give overblik over, hvad der er af materialer på projektet. Altså en liste, hvor der står, hvor meget der er af hver ting. Primært ting, der bliver brugt til turene rundt til landsbyerne.

Teamet, der arbejder på projektet. Gæt hvem der er Eva og Jonas...

Så er jeg også startet på at lære swahili. Det er en oplevelse både at snakke det, men også at lære det. Jeg har en god lærer, der hedder Calisto, og han roser mig, fordi jeg er god og hurtig til at forstå tingene(jeg følte lige for at rose mig selv!). Nu er udfordringen så at begynde at forstå, hvad de lokale siger til en og svare den tilbage på swahili. Det skal nok lykkes på et tidspunkt. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give op på sproget.

Jeg har lige skulle bruge et par dage på at falde på plads i byen, men også på værelset og hos Eva og Jonas og deres to børn Anton på 4 og Olivia på 2. Nu er jeg ved at have fundet på plads og glæder mig til at opleve endnu mere end jeg allerede har gjort.

Udsigten fra min terrasse med søen i baggrunden.

En helt anden ting er vejret! Her er omkring 25°C og solskin hver dag. Dog har vi haft nogle nætter med rigtig meget regn(i hvert fald sammenlignet med regn i Danmark). Man skal også huske at smøre sig med solcreme på lårene, hvis man skal ud at fiske på søen en lørdag formiddag. Så lige nu render jeg rundt med to lår, der er godt forbrændte og ømme, men så er det godt, der er koldt vand at bruse sig i! Ja mor, jeg skal nok huske mere solcreme næste gang…

Det var en lille(stor) status på mit ophold i Tanzania ind til videre. Jeg tænker også, at det må være nok for denne omgang og at du ikke er blevet skræmt helt væk!

Jeg vender tilbage, når der er endnu mere at berette om og endnu flere billeder.
(Hvis man klikker på billederne, kan man gøre dem større!)

Pas på jer selv der ude til vi høres ved igen!